Arbejdsglæde og gode grin siden 1997
I 2024 fejrer vi 50-års jubilæum. Siden 1997 har Pernille Jensen været en del af Bang & Beenfeldt, og hun kan bedst beskrives som hjertet og stemmen i Bang & Beenfeldt – for det er stadig hende, du ofte vil møde i telefonen, når du ringer til hovednummeret.
”God humor i hverdagen er vigtig, og jeg skal have noget at grine af. Jeg vil allerhelst omgås folk, der har det på samme måde – og der er heldigvis ikke langt til et godt grin her,” siger Pernille Jensen og kommer uforvarende til at understrege sin pointe med et smittende grin. Pernille er ansvarlig for administration og it, og hun startede i Bang & Beenfeldt i 1997.
”Trivsel, talent og arbejdsglæde” står helt centralt i Bang & Beenfeldt og udgør netop en af de fire virksomhedsværdier - og for Pernille er der ingen tvivl om, at humor og arbejdsglæde på arbejdspladsen er et vigtigt element, der sikrer trivslen.
Fra praktikant til administrationschef
Pernille begyndte i praktik som teknisk assistent-elev i Bang & Beenfeldt tilbage i 1997. "Da jeg startede i Bang & Beenfeldt brugte jeg en masse tid på tegnearbejde, men gradvist blev min rolle mere administrativ. Når man er en lille virksomhed, får man også en del administrative opgaver. Dengang var vi ikke så mange, så vi måtte alle tage fat,” siger Pernille, når hun husker tiden tilbage på tiden i 90'erne.
Værdierne er stadig de samme
Siden 1997 har Bang & Beenfeldt fået vokseværk, og i dag er vi over 80 ansatte. Pernille sætter pris på, at værdierne om trivsel og arbejdsglæde er de samme, som dengang hun startede: “Vi er stadig forankret i de værdier, vi kommer fra. Hos os handler det om, at man skal være ordentlig, både fagligt og på det menneskelige plan. Som medarbejder står man altid som repræsentant for virksomheden, og det er vigtigt for mig, at jeg står inde for Bang & Beenfeldts værdier. Det føles godt og gør mig stolt.”
Tætte relationer og arbejdsglæde
Pernille fremhæver, at det også er det kollegiale sammenhold som gør, at hun har været i Bang & Beenfeldt i snart tre årtier: ”Det er vildt dejligt at arbejde med mennesker, jeg sætter så stor pris på. Det er et helt særligt forhold at være gode kollegaer, fordi man bruger så mange vågne timer sammen. Når det fungerer, styrker det arbejdsglæden, og så bliver hverdagen som regel god.”
Med sin faglighed, hjælpsomhed og smittende grin er Pernille en højt værdsat kollega. Hun har som en erfaren B&B-medarbejder været med til at bevare det særlige DNA, der udgør Bang & Beenfeldt. Så næste gang du ringer til hovednummeret, vil du måske høre: ”Hej, det er Pernille,” i den anden ende af røret – og så ved du, at du taler med Bang & Beenfeldts hjerte og stemme.
Trivsel, talent & arbejdsglæde
Vores værdier kalder vi de fire T’er. En af dem er "Trivsel, talent & arbejdsglæde":
Et uformelt, uhøjtideligt og kompetencegivende arbejdsmiljø:
Vi trives bedst i et uformelt, rummeligt, muntert og trygt arbejdsmiljø. Langvarige ansættelser med en nøje udvalgt medarbejderskare er sundt for både virksomheden, medarbejderne og kunderne, og derfor har vi fokus på fastholdelse af medarbejdere.
Det gør vi ved dels at prioritere sociale arrangementer, fordi stærke sociale bånd på arbejdspladsen er en hjørnesten for vores trivsel og arbejdsglæde. Dels ved at have fokus på talentudvikling, høj faglighed og efteruddannelse, så vi løbende er blandt de skarpeste rådgivere på vores felt.