E/F Gammel Ladegaard
Fra ladegård til bolig
I krydsfeltet mellem Frederiksberg og Vesterbro ligger E/F Gammel Ladegaard, der blev opført for snart 100 år siden. Grunden bærer på en helt særlig historie, hvor Christian IV for 400 år siden anlagde sin ladegård. Siden da har grunden blandt andet huset et pesthospital, et sindssygehospital, en fattiggård og en tvangsarbejdsanstalt.
Nyt tag med respekt for historien
Når vi spoler tiden frem, så står ejendommen med nyt, flot tag. Den smukke og historiske ejendom fik udskiftet taget, og i den forbindelse var vi totalrådgiver for ejerforeningen. Vi stod også for arbejdsmiljøkoordinering (AMK) for at sikre et sundt arbejdsmiljø på byggepladsen.
Projektet blev indledt med droneinspektion af taget, hvor det tydeligt fremgik, at taget gennem tiden havde været udsat for flere vandskader. Derfor blev en større renovering igangsat, hvor taget blev udskiftet med nye, blådæmpede tegltagsten med ny kobbermansard. Et smukt materialevalg, der tog højde for ejendommens historie.
Herefter fulgte en miljøscreening og efterfølgende asbestsanering, hvor alle loftsrum blev ryddet og saneret.
Løbende beboerorientering
Renoveringen greb uundgåeligt ind i beboernes hverdag, så en væsentlig del af vores opgave som rådgiver var at sikre en løbende beboerorientering, således alle beboere kunne føle sig trygge og velinformerede undervejs i renoveringsforløbet.
Nu hvor renoveringen er færdig, kan både beboere og forbipasserende nyde synet af Gammel Ladegaard, der de næste 100 år vil pryde gadebilledet med flotte, nye teglsten og kobbermansard.