Vi hjælper Danmarks Lærerforening med en gennemgribende renovering af et fredet baghus på Snaregade 10B i indre København. Når vi arbejder med en fredet bygning, skal vi som ofte en tur tilbage i tiden, så vi kan bevare bygningens karakter, og derfor foregår renoveringen i tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen. De gamle traditioner skal altså være med til at fremtidssikre baghuset. 

Det gule baghus på Snaregade 10B er fra 1805 og har originalt været brugt som lagerhal, herefter trykkeri. Og det maskintunge arbejde, bygningen har været igennem, har sat sine spor. Bygningen har dog været delvist renoveret siden, grundet forskellige ejerforhold – også renoveringer som ikke har været godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen. I dag står baghuset uudnyttet og i sin rå form, og trænger derfor til en grundig istandsættelse, som blandt andet omfatter nye etagedæk, trapper og skillevægge, nye vand- og varmeinstallationer og etablering af toilet og køkken.

Bevaringsværdige detaljer

Da ejendommen er fredet, har vi en løbende og tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen, som er med til at godkende alle tiltag, så bygningen bibeholder sin bevaringsværdi. Det betyder, at renoveringen byder på mange bevaringsværdige, arkitektoniske detaljer, der både stiller krav til byggetekniske og æstetiske beslutninger, som alle involverede parter skal forholde sig til undervejs i byggeprocessen. Eksempelvis skal eksisterende bjælker, som er rådnet etableres på ny med tapsamlinger, som var den teknik man brugte, da bygningen blev opført. Der skal ligeledes etableres en ny indvendig trappe af træ, hvori alle løsninger og detaljer er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen.

Afrensning af indvendige vægge

I øjeblikket arbejdes der på de indvendige vægge, som afrenses ved enten afslibning, afbankning eller tørsandblæsning – teknikker der kræver lidt ekstra foranstaltninger, da der er konstateret tungmetaller i malingen på indervægge. Afrensningen af væggene er et støvende og støjende arbejde, og derfor foregår al afrensningsarbejdet af puds og maling iført specialdragt og åndedrætsværn. Når arbejdet slutter, er der en hel særlig procedure for håndværkene, når de forlader byggepladsen. For at undgå spredning af tungmetaller, er der opsat fire kabiner, som har hver deres funktion. Den første kabine er til afrensning af dragten, i den anden kan dragten tages af, og i den tredje kabine kan masken fjernes. I den sidste har man nye masker og dragter. Afrensningsarbejdet er ligeledes afskærmet og tilpasset omgivelserne. For at finde den rigtige løsning, er der lavet prøvefelter, hvor forskellige teknikker er afprøvet. Dette gøres, for at sikre at de eksisterende mursten skades mindst muligt. De endelige løsninger er alle godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen.

 

Moderne erhvervsmål i solide og historiske rammer

Når baghuset står færdigt, kan Danmarks Lærerforening præsentere spændende lokaler til de kommende lejere. De vil blandt andet kunne glæde sig til et miljø, der i høj grad fortæller husets historie i kraft af de solide materialer, men som samtidig lever op til, hvad nutidens kontorfaciliteter skal kunne levere. Dette sikres, med en agil løsning i forhold til AV-udstyr, gulvbokse, porttelefoner, lydforhold mellem etager mm. På den måde kan flere forskellige bordopstillinger og forskellige slags kontorer alle få gavn af den endelige løsning.