I Ordrup hjælper vi foreningen AB Holmegaarden med en større renovering, som både omfatter, tag- og vinduesudskiftning, facaderenovering samt udskiftning af varmt brugsvandsrør. Det er en renovering, som byder på spændende, unikke løsninger. 

Den godt 4700 m2 store karréejendom AB Holmegaarden gennemgår i øjeblikket en omfangsrig renovering, der bl.a. skal sikre bedre indeklima for beboerne, og som forlænger ejendommens levetid med nyt tag og totalrenovering af facaden. Fordi renoveringen omfatter flere opgaver, og vi har med en stor ejendom at gøre, bliver projektet udført i to etaper. I øjeblikket er halvdelen af ejendommen pakket ind i stillads, hvor tagarbejdet er godt undervejs. Den fireetagers karrébygning fra 1926 er er opført med pagodetag, som stiller visse krav – både til stilladsoverdækning og til selve udførelsen, da pagoden, den store tagfod og de store skotrender er mere komplekse, end ved en mere traditionel tagtype.

Renovering med respekt for ejendommes originale udtryk

Det lidt særpræget bygnings- og materialevalg gør sig også gældende ifm. ejendommens vinduer. De nuværende vinduer i ejendommen adskiller sig nemlig fra, hvad man typisk møder ved en vinduesudskiftning. Alle vinduerne mod gaden har forskellige mål, hvilket har betydet, at de er blevet opmålt på ny for at sikre de korrekte størrelser og mål. De gamle vinduer, som har udtjent deres værnepligt, bliver derfor udskiftet med nye Idealcombi IC Nation 2-lagsvinduer med lydglas, som produceres efter specielle mål. De nye vinduer er mere isoleringsdygtige og medvirker samtidig til at nedsætte støjniveauet fra gadetrafikken.

Udover udskiftning af tag og vinduer bliver varmt brugsvandsrør på spidsloftet udskiftet og facaden totalrenoveret. Facaden filtses på ny og alle sætningsrevner bliver udbedret forinden. Facaden får hermed sit gamle, originale udtryk tilbage. Ordrupvej, som ejendommen bl.a. afgrænses af, er fredet, derfor bliver den nederste del af facaden ud mod Ordrupvej ligeledes renoveret med respekt for den originale gule farve.

Renoveringen udføres i samarbejde med entreprenør Hansen & Andersen og er færdig ved udgangen af 2022.