Lige midt i det pulserende København grænsende op til Ørstedsparken, ligger andelsboligforeningen Nørre Farimagsgade 39 og Ahlefeldtsgade 21.

Ejendommen skiller sig ud fra de omkringliggende ved at være udsmykket med et væld af ornamenter og smukke pilaster. Men ejendommen er også tidsmærket og facaden virker slidt og mørknet, bl.a. grundet den meget trafikerede hovedgade og forureningen herfra igennem tiden.
Beboerne i foreningen har i flere år oplevet problemer med kulde og et højt energiforbrug. Det skal en større renovering nu sætte en stopper for.

Ejendommen står over for en komplet vinduesudskiftning og en total facaderenovering. Renoveringen vil betyde, at beboerne på sigt får et bedre indeklima, mindre træk og færre kolde overflader i deres lejligheder. Renoveringsarbejdet vil gøre bygningen sundere – noget, som vil komme til gavn for både beboernes komfort og økonomi.

Vinduer, som i dag er utætte og slidte, vil blive udskiftet og facaden, som har en del sætningsskader, vil blive renoveret, hvilket vil skabe energibesparelser i den gamle ejendom. Dette vil ligeledes komme til positivt udtryk på beboernes varmeregninger.

Tilskud fra “støjpulje”

Foreningen har fået bevilliget byfornyelsesstøtte fra Københavns Kommune. Byfornyelsesstøtten knytter sig til den såkaldte ”støjpulje”, som bliver givet til de ejendomme, som er særligt støjplagede.

En støjreduktion giver også beboerne den fordel, at de i fremtiden vil opleve færre støjgener fra de omkringliggende stærkt trafikerede hovedgader.

Foreningen får vinduer med koblede rammer i gammel klassisk stil – et udtryk, som passer perfekt til den byggestil, der var, da bygningen blev opført.

Gesimser, ornamenter og pilaster står også over for en gennemgribende renovering, hvor de, der er mest beskadiget, udskiftes til nye. Derudover skal der monteres nye konsoller under murkronen. Arbejdet med renovering af facadeudsmykningen udføres af en specialuddannet stukkatør. Det færdige arbejde med vinduer og facade vil være tydeligt for forbipasserende på gaden, idet ejendommen får en æstetisk overhaling.

Med til ejendommens historie hører også, at den første Spejder Sport butik ligger i stueetagen. Butikken vil være fuld funktionel under hele renoveringen.

Bang & Beenfeldt er tilknyttet som totalrådgiver på opgaven. Vi glæder os meget til at komme i gang med opgaven og er spændt på de endelige resultater, når projektet står færdigt til sommer.

Du kan læse mere om muligheden for byfornyelsesstøtte her. 

Besøg vores sider: facebook linkedin