Drømmen om en altan

Foråret har sat ind med fuld styrke og mange måneder med lange lyse aftener og solskinstimer venter forude. Du sidder i din lejlighed med en kop kaffe efter en lang arbejdsdag og du mangler nu kun én ting for at kunne få det bedste ud af de sidste timer i døgnet: En altan med udsigt over byen og frisk luft til at lade batterierne op.

Og efterspørgslen på altaner er stor i hovedstadsområdet. Fordelene ved at opsætte altaner er mange:

  1. Altaner giver din lejlighed større lysindfald
  2. Altaner gør boligen mere attraktiv og tilføjer din bolig mere værdi ved et fremtidigt salg
  3. Altaner giver ekstra kvadratmeter i boligen, som kan bruges til tøjtørring, køkkenhave eller til at slikke solstråler

Men hvad er det lige, det kræver at få monteret en altan?

Vi har samlet fem råd, der baner vejen for jeres altanprojekt

  1. Tal med dine naboer

Drømmer du om at få din egen altan, er det først og fremmest en god idé at undersøge stemningen og holdningen på en generalforsamling i jeres forening. Har naboerne den samme drøm som dig? Det er meget sjældent, at kommunen giver tilladelse til kun at placere én enkelt altan på én facade. Så er du den eneste, der drømmer om altan til lejligheden, kan det nærmest være umuligt at få tilladelse til det.

Afstem derfor forventninger til at føre altanprojektet ud i livet.

  1. Dokumentér beslutningen

Hvis der er opbakning fra de øvrige beboere, er det næste vigtige skridt at sikre, at der er et formelt flertal for den fælles beslutning og at denne beslutning kan dokumenteres. Det kan f.eks. gøres på en generalforsamling. Når der skal ansøges om tilladelse til at opsætte altaner i ejendommen, vil kommunen nemlig kræve at se dokumentation på vedtagelsen fra foreningen. En fuldmagt fra bestyrelsen eller et referat fra generalforsamlingen kan f.eks. bruges som dokumentation.

Reglerne for opsætning af altaner varierer fra kommune til kommune, og derfor er det også en god idé at undersøge, om der er servitutter eller andre regler for ejendommen, som forbyder altaner, eller som kan påvirke, hvordan altanen kan se ud. Dette kan du undersøge hos kommunens tekniske forvaltning.

Din kommune vil i den forbindelse kunne give dig en principgodkendelse, som er en hurtig vurdering af, om det overhovedet er tilladt og muligt at opsætte altaner på den ejendom, du bor i.

  1. Find ud af, hvordan altanerne skal se ud

Hvis – og når – I har fået en principgodkendelse fra kommunen, bør I afholde en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Dermed kan foreningen i fællesskab finde ud af, hvordan altanerne skal se ud.

I kan i denne fase indhente tilbud fra forskellige altanfirmaer. Firmaerne vil kunne udarbejde tilbud, der matcher kravene for montering af altaner i jeres kommune. Det enkelte altanfirma har måske et showroom og referencer, så I kan se forskellige løsninger. Nogle altanfirmaer tilbyder også at stille et eksemplar af deres altan til skue ved at placere én i gården, hvor I bor, så I kan se, hvad I potentielt køber.

Når I har indhentet tilbud fra altanfirmaerne er det en god idé at få en rådgiver til at se tilbuddene igennem. En rådgiver kan give klarhed over, hvad tilbuddet indeholder og hvilke faldgruber der kan være i tilbuddet.

 

  1. Få hjælp til byggetilladelsen

Næste skridt er at opnå en byggetilladelse. I denne forbindelse skal der laves tegninger og beskrivelser af altanprojektet, hvor der bliver lavet beregninger og detailtegninger for, hvordan altanerne skal kunne monteres. Projektet med tegninger og beskrivelser sendes til kommunen.

Har I valgt et altanfirma til at varetage jeres arbejde, så vil det typisk være dem, der søger om byggetilladelsen.

Også her er det vigtigt at have en uvildig rådgiver med på sidelinjen. Dette for at sikre en klar kommunikation mellem altanfirmaet og bestyrelsen samt for at varetage den uvildige vurdering af jeres altanprojekt.

Når byggetilladelsen er i hus, kan projektet for alvor gå i gang, og detailplanerne samt byggetilladelsen overdrages til det firma, der skal udføre altanerne.

Det er desuden en god idé at lave en detaljeret tidsplan over projektet, så alle beboere kan se, hvornår arbejdet går i gang, og hvor lang tid det tager i de enkelte lejligheder.

 5. Snak med jeres administrator om økonomi

For at finde ud af, hvordan I får finansieringen af altanerne på plads, anbefaler vi, at I tager en snak med jeres administrator eller en sagkyndig på området. Økonomien kan nemlig hurtigt blive uoverskuelig – f.eks. hvis ikke alle beboere i ejendommen ønsker altaner.

Bang & Beenfeldt kan hjælpe jer med at realisere jeres drøm. Vi kan også hjælpe med at renovere eksisterende altaner. Læs mere om jeres muligheder for at få en rådgiver med på sidelinjen her.

Vi ønsker jer held og lykke med at føre jeres altandrøm ud i virkeligheden.

Besøg vores sider: facebook linkedin