Hvordan skaber vi både boliger nok og en mere bæredygtig byggebranche?
Det var omdrejningspunktet for en debat med fire folketingskandidater, da vi mandag eftermiddag havde inviteret til valgdebat i vores havnelounge på vores kontor i Sukkerfabrikken. Med debatten stod det klart, at der er bred vilje til at fremme bæredygtige løsninger, men også at økonomi, regulering og praksis fortsat gør det lettere at rive ned end at renovere.
Den sidste valgdebat inden valget
“Der er en enorm vilje i branchen til transformation og renovering,” lød det fra folketingskandidat Signe Wenneberg fra Alternativet, som mandag var i panelet med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, da vi i Bang & Beenfeldt havde budt op til valgdebat om byggeriets og boligmarkedets udfordringer - dagen før folketingsvalget.
Moderator Kristine Virén styrede panelet godt igennem debatten, som berørte flere emner om alt fra byggematerialer, boligmangel, transformation og regulering.
Det er for nemt bare at rive ned
Flere af paneldeltagerne pegede på, at det i dag er lettere at rive ned og bygge nyt end at bevare og renovere eksisterende bygninger.
“Finansiering er nemmere ved nybyg end ved renovering,” påpegede konservativ folketingskandidat Niels Peder Ravn og fremhævede, at komplekse interesser og rammevilkår ofte gør transformationsprojekter vanskelige.
Samtidig blev det fremhævet, at bygningsreglementet i høj grad er indrettet til nybyggeri:
“Bygningsreglementet er lavet til nybyg og favner ikke renovering. Det er faktisk noget af det, der er nemmest at gøre noget ved,” sagde socialdemokraten Marcus Vesterager.
Ifølge flere i panelet er der derfor behov for at gentænke reguleringen, så den i højere grad understøtter den eksisterende bygningsmasse. "Bevar eller forklar," var Signe Wennebergs mantra.
Transformation som en del af løsningen
Flere paneldeltagere pegede på, at transformation og bedre udnyttelse af den eksisterende bygningsmasse kan spille en vigtig rolle i at løse boligmanglen.
“Vi skal bruge den eksisterende bygningsmasse og skabe flere – og mindre – boliger i det, vi allerede har,” sagde Magnus Georg Jensen fra Radikale Venstre. Han fremhævede blandt andet potentialet i at omdanne eksisterende bygninger og gøre det nemmere for en andelsforening for eksempel at konvertere uudnyttede arealer som lofter til boliger.
Samtidig blev det understreget, at nybyggeri fortsat vil være en del af løsningen – men at det kræver nye tilgange, der også matcher nutidens behov. “Vi skal bo mindre og tættere – det er de fleste unge faktisk klar på,” mente Magnus Georg Jensen, som pegede på at vi har en boligkrise og en generationsulighed på boligmarkedet.
Her indskød Niels Peder Ravn, at det ikke er en menneskeret at bo i København for unge mennesker, og at han som konservativ i øvrigt mener, at boligmassen bør tage udgangspunkt i boliger til kernefamilien som en bærende institution i samfundet.
Genanvendelse af ressourcer halter
Under debatten blev der også sat spot på det store ressourceforbrug i byggeriet og det begrænsede genbrug af materialer.
“Under én procent af byggematerialer bliver genbrugt i Danmark. I Holland er det 24,5 procent. I Danmark er vi nummer sjok”, sagde Signe Wenneberg, som samtidig pegede på, at nedrivning i stor skala bidrager markant til klimabelastningen: “Vi suger sand op af Øresund for at lave beton, og der er ikke en fisk at finde derude. Vi kan ikke blive ved med at låne af næste generation på den måde.”
Et spørgsmål om rammer – ikke vilje
Debatten efterlod et klart indtryk hele vejen rundt: Udfordringen er ikke mangel på ambitioner i branchen, men snarere de strukturer, der former beslutningerne.
“Innovation ligger lige til højrebenet – men vi løber panden mod muren i reguleringen,” sagde Niels Peder Ravn og efterlyste mere fleksible rammer. Alternativets Signe Wenneberg efterlyste derimod mere lovgivning, der kan hjælpe med at indfri de visioner og ideer, der findes overalt i branchen.
Debatten viste også, at der ikke er én enkel løsning på balancen mellem boligmangel og bæredygtighed. Mens nogle pegede på behovet for flere boliger i hovedstaden, blev det samtidig problematiseret, om nybyggeri alene kan løse udfordringen.
Fra ambition til handling
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om byggebranchen vil bevæge sig i en mere bæredygtig retning, men hvordan det konkret bliver muligt.
Der er bred enighed om, at renovering og transformation kan spille en vigtig rolle i den grønne omstilling. Men hvis det skal realiseres i større skala, kræver det, at de strukturelle barrierer adresseres, og at det i praksis bliver nemmere også for bygherre at vælge bæredygtige løsninger. Og løsningen på udfordringerne kan se meget forskellige ud, alt efter hvem der får magten efter valget.
God valgdag.








