Udtjente Christianshavner-vinduer får nyt liv som isoleringsmateriale
13. september 2022
134 udtjente vinduer er i disse uger i gang med at blive udskiftet på en ejendom på Christianshavn, og i stedet for at smide de gamle vinduer ud, bliver de upcyclet og genanvendt som isoleringsmateriale. Et godt og tæt samarbejde mellem parterne på projektet resulterer i, at en ressource, der traditionelt ender som byggeaffald, får nyt liv og ejendommen en bæredygtig løsning.
Projektleder Zabi Rizae på Overgaden Oven Vandet 34
I stedet for at dumpe de gamle, udtjente vinduer fra ejendommen på Overgaden Oven Vandet 34 i en affaldscontainer, bliver de taget nænsomt ud og lagt på en palle. Det muliggør, at så meget glas som muligt bevares, for glasset skal efterfølgende recirkuleres og omdannes til glasuld med høj isoleringsevne.
Fra glas til uld
Fra glas til uld er et upcyclingskoncept fra Isover, som rådgivende ingeniør Bang & Beenfeldt greb muligheden for at anvende i forbindelse med facade- og vinduesrenoveringsprojektet for andelsforeningen på Christianshavn.
- Vinduerne i ejendommen var i så dårlig stand, at det ikke var muligt at renovere og bevare dem. Derfor var det oplagt, at vi i stedet hægtede os på Fra glas til uld-konceptet, så vinduerne kan få nyt liv som ressource til andre materialer, siger Zabi Rizae, som er projektleder i Bang & Beenfeldt og tilføjer:
- Vi arbejder hele tiden på at skubbe på den bæredygtige omstilling ved at finde løsninger på, hvordan vi bedst kan håndtere og genanvende de store mængder af affald og materialer, vi er i kontakt med, når vi renoverer byens gamle ejendomme.
Zabi Rizae, projektleder i Bang & Beenfeldt, sammen med Rasmus Skjoldbane fra Byens Tag & Facade
Samarbejde er nøglen til bæredygtig omstilling
Samarbejdet mellem alle parterne på projektet spiller en væsentlig rolle i at få upcyclingsløsningen udført fra tanke til handling:
-Det er afgørende, at alle parter omkring projektet er indstillet på at trække i samme bæredygtige retning, for at vi kan lykkes med sådan et projekt som dette, hvor vi får mulighed for at upcycle op mod 95% af glasset fra de gamle vinduer. Alle på projektet kan se logikken i, at man ikke bare smider materialet ud sammen med resten af byggeaffaldet, selvom det kræver at vi tænker lidt nyt ude på byggepladsen, siger Zabi Rizae, som sørgede for at få tænkt upcycling-løsningen ind tidligt i projektet, så det kunne planlægges godt fra starten.
Isolering nok til 1,25 parcelhus
I praksis betyder Fra glas til uld-konceptet, at vinduerne ikke bliver blandet sammen med det øvrige renoveringsaffald, men behandlet mere nænsomt, så det kan fragtes til sortering på nærmeste ressourcecenter, hvor glas og rammer skilles ad. Isover vurderer, at de 134 upcyclede Christianshavner-vinduer vil resultere i isoleringsmateriale nok til at isolere 1,25 gennemsnitligt, nyt parcelhus. Dertil vil det spare miljøet for op mod 500 kg CO2, fordi glasset omsmeltes og genanvendes, frem for at der fremstilles nye råvarer. Hele renoveringen af ejendommen forventes afsluttet i løbet af efteråret 2022.
Om projektet
Facade- og vinduesrenovering
Bygherre: Andelsforeningen Overgaden Oven Vandet 34 A-B
Rådgiver: Bang & Beenfeldt
Entreprenør: Byens Tag & Facade
Producent: Isover
Projektet forventes afsluttet i efteråret 2022
Projektet er en byfornyelsessag med Københavns Kommune
De udtjente vinduer afhentes på adressen
Om konceptet
Samarbejdet mellem bygherre, rådgiver, entreprenør og producent giver nyt liv til en ressource, som traditionelt ender som byggeaffald.
Bygherre og dennes rådgiver tager et aktivt valg og løfter bæredygtig omstilling i byggebranchen ved at indskrive recirkulering af byggematerialer i udbudsteksten.
I praksis betyder Fra glas til uld-konceptet, at vinduerne ikke bliver blandet sammen med det øvrige renoveringsaffald, men i stedet køres til sortering på ressource-centret. Her skilles glasset fra trærammerne, der også kan gøre gavn som fx biobrændsel. Derefter fragtes det rene glas til glasuldsfabrikken i Vamdrup, hvor det indgår i et cirkulært produktions-set-up, og Isover omdanner vinduesglasset til glasuld.
Vinduerne ankommet til Vamdrup, fra Christianshavn