Hørsholm Park renoveres i fuld drift: Beboerne bliver boende under hele processen
E/F Hørsholm Park gennemgår en omfattende renovering, der skal forbedre bygningernes klimaskærm, forlænge ejendommenes levetid og løfte bebyggelsens arkitektoniske udtryk. Projektet gennemføres, mens beboerne bliver boende i ejendommen.
Byggepladsen er etableret: Nu går omfattende renovering af Hørsholm Park i gang
I disse dage etableres byggepladsen på E/F Hørsholm Park. Efter en længere periode med undersøgelser, projektering og planlægning bliver renoveringen af boligbebyggelsen fra 1960’erne nu synlig for beboere og forbipasserende. Projektet omfatter efterisolering, ny facadebeklædning og opgradering af altanerne.
Bang & Beenfeldt er totalrådgiver på projektet og følger det fra de indledende undersøgelser og projektering til udførelse og afsluttende kvalitetssikring. Renoveringen skal både løfte ejendommen teknisk og give den et nyt udtryk med respekt for den eksisterende bebyggelses karakter.
– Renoveringen kræver, at vi tænker tekniske, arkitektoniske og beboermæssige hensyn sammen fra starten. Bygningernes energimæssige ydeevne skal forbedres, samtidig med at det arkitektoniske udtryk løftes, og beboerne skal kunne bo her under hele processen. Det stiller store krav til både projektering og udførelse, siger Caroline Høyberg, seniorprojektleder hos Bang & Beenfeldt.
Byggepladsen er etableret
Når et projekt gennemføres, mens beboerne fortsat bor i ejendommen, er planlægning og koordinering af adgangsforhold, etaper og information centralt i projektet.
I sidste uge blev der afholdt beboermøde, hvor Bang & Beenfeldt gennemgik tidsplanen, arbejdets etaper og de praktiske forhold, beboerne kan møde undervejs, herunder platforme, håndværkere og støj.
Den løbende dialog giver projektorganisationen mulighed for at opsamle viden om ejendommens daglige brug og håndtere praktiske forhold, inden de udvikler sig til udfordringer for byggeprocessen.
Fokus på levetid og ressourceudnyttelse
Når renoveringen er gennemført, vil E/F Hørsholm Park stå med en opdateret klimaskærm, nye altaner og et fornyet facadeudtryk, med respekt for bebyggelsens oprindelige karakter.
Facaderne efterisoleres og beklædes med en specialproduceret Rockpanel-facadeplader i farven titanium. Altanerne udvides svarende til facadesystemets dybde, og de eksisterende betonbrystninger erstattes af glas. Det giver et lettere og mere moderne facadeudtryk og samtidig mere dagslys på altanerne og i de bagvedliggende boliger.
De valgte Rockpanel-facadeplader er fremstillet af basalt og genanvendt materiale. I projekteringen og udførelsen optimeres pladeformaterne for at begrænse materialespild. Materialevalget understøtter dermed ambitionen om en robust og holdbar klimaskærm kombineret med en effektiv anvendelse af ressourcer.
Casadana er entreprenør, og DEAS administrerer ejendommen.
Fakta om projektet: Hørsholm Park
Renoveringen omfatter efterisolering og ny facadebeklædning samt opgradering af altaner
Bygherre: E/F Hørsholm Park
Totalrådgiver: Bang & Beenfeldt
Entreprenør: Casadana
Administrator: DEAS







