Fra sydstat til Sydsudan
28. februar 2022
I starten af året kunne vi sige velkommen hjem til to velkendte ansigter – vores to ”globetrottere” Louise Hansen og Anders Schrøder, som begge brugte sidste efterår udenlands. Louise er retur fra Austin i Texas, hvor hun tog et semester af sin uddannelse inden for byggeteknologi, og Anders er tilbage fra Sydsudan, efter at have hjulpet Læger uden Grænser med et renoverings- og ombygningsprojekt af to hospitaler.
Anders og Louise er hjemvendt fra to meget forskellige steder i verden, og har haft hver sin indgangsvinkel til deres udenlandsophold: frivilligt arbejde og studieudveksling. Men fælles har de haft de menneskelige værdier og relationer som afsæt for rejsen og som en form for ”souvenir”, de har taget med hjem i kufferten. Og det med de menneskelige relationer ligger os meget nært i Bang og Beenfeldt, for det en del af vores DNA.
– Louise: Jeg ville gerne prøve at bo i et andet land, lære nye mennesker at kende og udvikle mig endnu mere udenfor mine vante rammer. Personligt har jeg lært enormt meget, både i forhold til min tilgang og forståelse af andre mennesker, men også i forhold til at kunne kommunikere nemmere med andre, på tværs af kulturer, baggrund og faglighed.
– Anders: Frivilligt arbejde har altid været min passion, det er noget jeg har opsøgt, lige siden jeg stod som barn på det lokale kræmmermarked for fodboldklubben. Det er vanedannende. Det er min anden tur med Læger uden Grænser, og selvom jeg har været afsted før, så lærer jeg nyt hver gang. Denne gang har jeg været tilknyttet to renoverings- og ombygningsprojekter af to hospitaler. Så opgaven er ny, det er andre omgivelser og nye mennesker med andre nationaliteter. Hver gang får jeg nye oplevelser med hjem, som er med til at udvikle mig, og som sætter livet herhjemme i perspektiv.
Udfordringer og skæve oplevelser
Med et længerevarende ophold i udlandet, har Anders og Louise fået et unik indblik i de respektive landes hverdag, hvor forholdene og de menneskelige møder kan udfolde sig noget anderledes, end hvad vi er vant til hjemmefra.
– Louise: Den amerikanske collegestemning er noget anderledes end den danske, der er en unik respekt mellem professorer og de studerende. Det har været sjovt at opleve den kultur, der er i relation til collegelivet, som eksempelvis de store sportsevents, ”Fraternities” og ”Sororities” og de mange religiøse klubber. Og der er ingen tvivl om, at mange i Texas har et helt andet forhold til religion, end hvad man er vant til hjemmefra. Det blev også meget tydeligt, da jeg fik brug for en læge – han mødte mig med en bøn, hvormed Jesus skulle heale min øjenbetændelse. Jeg sagde pænt tak og gik derfra, fortsat med øjenbetændelse, men med en oplevelse rigere.
– Anders: Forholdene er naturligvis mere sparsomme, så man indordner sig, efter hvad der er muligt. Et lille hverdagseksempel på dette er, at vi ikke kunne printe i A3, noget som jo er en selvfølgelighed i vores arbejde hjemme i Danmark. Så detaljegraden bliver væsentlig mindre, når man står med plantegninger på flere 1000 kvm. Alternativt sætter man flere A4-tegninger sammen. Det vigtigste i det her tilfælde er, at jeg kunne vise over for hospitalspersonalet, at der i ombygningen, er taget højde for udstyr, patienter og personale.
Når drømme muliggøres
River man et halvt års tid ud af kalenderen, er der en del, som skal gå op med den hjemlige base og på arbejdspladsen. Det blev der i begges tilfælde fundet gode løsninger på.
– Louise: Det var ikke nemt at komme til USA midt i en pandemi. Der har derfor været en masse usikkerhed i, om jeg overhovedet kunne komme afsted, som blev besværliggjort af praktik og diverse godkendelser. Det var selvfølgelig utroligt frustrerende, at det skulle være så usikkert at komme på udveksling, men der har det været rigtig rart at mærke opbakningen fra mine kollegaer og Bang & Beenfeldt. De har fra start af vidst, hvor meget det betød for mig at komme afsted. Det giver en tryghed, og det betød samtidig, at der var en ting mindre, jeg skulle forholde mig til midt i rejsekaosset.
– Anders: Da jeg tog afsted til Sydsudan, havde jeg kun været i Bang & Beenfeldt i fire måneder. Men jeg blev hurtigt mødt af en kultur, hvor man kommer hinanden ved, hvor der plads til at udvikle sig, og hvor man åbent kan tale om sine drømme, og forfølgelsen af dem. Det har været fedt at Bang & Beenfeldt har kunne give mig de rammer, at jeg kunne tage orlov i fire måneder for udføre frivilligt arbejde. Jeg har samtidig fået plads til, at jeg kunne vende tilbage i mit tempo. For det er altid lidt af en omvæltning, når man er retur fra sådan nogle oplevelser, til at skulle finde tilbage til ens normale hverdag.