Miljørådgivning med omhu i fredet middelalderkirke
Søborg Kirke i Gilleleje er netop blevet saneret for asbest som led i en kommende udskiftning af varmeinstallationerne. Som underrådgiver til Rønnow Arkitekter har Bang & Beenfeldt stået for miljørådgivningen i processen.
Ingen standardløsninger i en fredet bygning
Søborg Kirke er en fredet middelalderkirke med kalkmalerier, træværk og kulturhistorisk inventar, som har krævet særlige hensyn i forbindelse med det igangværende restaureringsarbejde. Under forberedelserne til at udskifte kirkens varmeinstallationer er der blevet konstateret asbest i dele af konstruktionen, og det har gjort en skånsom og præcist styret sanering nødvendig.
For at beskytte både inventar og skjulte kalkmalerier har alle løsninger været nøje planlagt i tæt dialog med menighedsrådet og Nationalmuseet, som har godkendt hver del af processen.
En helt særlig disciplin
Miljøarbejdet har været ledet af vores kollega Alex Krøldrup, der har koordineret undersøgelser, udarbejdet projektmateriale og ført tilsyn gennem hele forløbet.
“Det er en disciplin i sig selv at arbejde i en fredet middelalderkirke. Når hver overflade har kulturhistorisk værdi, stiller det helt særlige krav. Hver beslutning kræver omtanke, og alt skal godkendes af Nationalmuseet. Men det er netop det, der gør arbejdet så spændende,” siger Alex Krøldrup.
Sanering med skånsomme metoder
Asbestsaneringen har krævet etablering af tætte arbejdszoner med korrekt undertryk, så støv og fibre ikke har kunnet sprede sig til de historiske bygningsdele. Selv afdækningen af vægge, træværk og inventar har krævet særlig omtanke – en fredet prædikestol med detaljerede udskæringer har for eksempel ikke kunnet flyttes for at give adgang til arbejdet.
Efter en grundig og kontrolleret sanering er området nu blevet frigivet, og den planlagte udskiftning af kirkens varmeinstallationer kan gå i gang.


