DTU renoveres med fokus på energioptimering og arkitektur
På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby arbejder Bang & Beenfeldt med en renovering, hvor energioptimering, byggeteknik og arkitektoniske hensyn skal gå hånd i hånd.
I videoen fortæller vores kollega Jakob Solbrekken Hansen om projektet og om den særlige opgave, det er at renovere en bygning, der samtidig er i fuld brug.
Erica undersøger: Hvordan DTU renoveres
Se filmen her, hvor du følger vores kommunikationsmedarbejder Erica på besøg hos Jakob på DTU. Hun undersøger, hvordan bygningen renoveres, og du får et indblik i de løsninger, processer og overvejelser, der ligger bag et omfattende renoveringsprojekt.

En energirenovering med respekt for bygningen
”Vi er byggeteknisk rådgiver. Vi har projekteret projektet, og nu er vi jo i udførelsen, hvor vi blandt andet har med byggemøder, tilsyn, økonomi og tidsplanlægning at gøre, ” siger Jakob Solbrekken Hansen om Bang & Beenfeldts rolle ude på DTU.
Projektet er dog ikke en traditionel renovering alene. Det er i lige så høj grad en målrettet energioptimering, hvor bygningens klimaskærm bliver opgraderet på flere niveauer.
Vi har blandt andet:
• Udskiftet taget og øget isoleringsniveauet markant
• Indsat nye termoruder
• Etableret hulrumsisolering i gavlene
• Lukket kuldebroer for at reducere varmetab
Samlet bidrager tiltagene til et lavere energiforbrug og et bedre indeklima for brugerne.
Når hverdagen fortsætter under renoveringen
En særlig præmis for projektet er, at bygningen fortsat er i brug under hele renoveringen. Det stiller krav til både planlægning, koordinering og dialog med de mennesker, der har deres daglige gang i bygningen.
“Og en stor del af det faktisk også, at samarbejde med brugerne herude, fordi bygningen nemlig bliver brugt samtidig med, at der bliver bygget. Så alt i alt en renovering, men også en optimering af energien herude, ” siger Jakob Solbrekken Hansen.
Derfor skal de tekniske løsninger hele tiden tænkes sammen med hverdagen i bygningen. Arbejdet skal kunne gennemføres effektivt, men på en måde, hvor brugerne påvirkes mindst muligt.
Arkitekturen som en vigtig del af projektet
Bygningen er en del af DTU’s karakteristiske bygningsmasse, tegnet af arkitekt Niels Koppel. Derfor handler renoveringen ikke kun om byggeteknik og energioptimering, men også om at værne om det arkitektoniske udgangspunkt.
“Så der er en klar arkitektonisk arv, som vi bliver nødt til at tage hensyn til. Og det er faktisk også noget af det, der er vigtigst for bygherre herude. Det er, at vi så vidt muligt sørger for at bibeholde det eksisterende, ” siger Jakob Solbrekken Hansen om de særlige hensyn.
I projektet balancerer vi derfor mellem at optimere bygningen og bevare dens oprindelige kvaliteter. Nogle steder handler det om at opdatere og energioptimere. Andre steder handler det om at føre bygningen tættere på det udtryk, den oprindeligt havde.
Jakob Solbrekken Hansen nævner blandt andet et tidligere ovenlysvindue som eksempel:
“Der var blandt andet et kæmpestort ovenlysvindue oppe på taget, som vi faktisk har fjernet, fordi det var noget der var kommet senere. Så ligesom for at komme tilbage til det originale, så har vi valgt at lave de her tiltag her.”
For Bang & Beenfeldt er projektet et godt eksempel på, hvordan eksisterende bygninger kan fremtidssikres med respekt for både funktion, energi og arkitektur.





