Børsen skal genopbygges i trygge rammer – no matter what

Efter den tragiske brand i foråret er arbejdet med at genopbygge Børsen allerede i fuld gang. I spidsen for koordinering af arbejdsmiljøet står AMK-teamet i Bang & Beenfeldt, som blandt andet har været med til at sikre historiske materialer, og nu skaber trygge rammer på byggepladsen.

Genopbygning i fuld gang - sammen om Børsen

Arbejdet med at genopbygge Børsen er i fuld gang. I månederne efter branden i april har Bang & Beenfeldt bistået bygherre, Dansk Erhverv, i både rednings- og bevaringsfasen. Koordineringen af oprydning, affaldshåndtering og arbejdsmiljø (AMK) har været afgørende for at bevare bygningens historiske værdier og sikre en smidig overgang til genopbygningsfasen.

- At være med som en lille brik i genopførelsen af et nationalt ikon som Børsen er noget helt specielt. Man kan mærke historiens vingesus, og der er en helt særlig stemning og sammenhold blandt os, der går på pladsen i hverdagen, siger Alex Krøldrup, teamleder for AMK-teamet i Bang & Beenfeldt.

Materialer får nyt liv

I månederne efter branden stod Alex blandt andet for at få koordineret frakørsel af byggeaffald fra Børsen og sikre et system for sorteringen hos Norrecco. Her har man håndteret store mængder jern og over 1.000 tons forkullet muraffald fra Børsen. Det var muligt at bevare og rense 40 % af de oprindelige mursten, som nu kan genbruges til genopførslen.

– I tiden efter branden handlede det også om at sikre de flotte ornamenter og facade-figurer fra Børsen og hjælpe med at få dem håndteret korrekt for at sikre dem for eftertiden, og så arkitekterne kunne registrere og genskabe dem, fortæller Alex, der glæder sig over, at der trods alt blev sikret en del materialer fra den gamle bygning.

Nyt kapitel

Nu er et nyt kapitel åbnet på pladsen i Børsgade, hvor genopførslen er godt i gang. Her spiller vi i Bang & Beenfeldt en vigtig rolle med fokus på arbejdsmiljøet og sikkerheden på pladsen.

– Vi holder jævnlige sikkerhedsintroduktioner for nye folk på pladsen, udfører sikkerhedsrunderinger og sikrer, at Plan for Sikkerhed og Sundhed bliver fulgt. Som sådan er det klassiske arbejdsmiljøopgaver som på alle mulige andre byggepladser - meeen det er nu noget helt unikt på lige netop Børsen, siger Alex og tilføjer:

– Det er trods alt en bygning med en helt særlig historie og bevågenhed, og det kan man da godt mærke som en ekstra bevidsthed, når man går på pladsen.

Historie og fremtid hånd i hånd

Et godt og tæt samarbejde med Sedgwick, der som taksator holder styr på forsikringsprocessen, og med Dansk Erhverv er helt centralt for projektets fremdrift. Med fokus på at genbruge så meget som muligt af materialerne fra den oprindelige bygning og fokus på sikkerheden, fortsætter genopførslen af Børsen som et helt særligt, ikonisk projekt, hvor historie og fremtid går hånd i hånd.

Se mere om genopbygningen hos Dansk Erhverv