5 gode råd til dig, der skal i praktik som bygningskonstruktør
Lærke Osmer Dolowy Hansen læser til bygningskonstruktør på 6. semester på Erhvervsakademi København og er i praktik hos Bang & Beenfeldt. Her deler hun sine erfaringer og giver fem konkrete råd til dig, der selv skal i praktik.

1. Vælg praktik med udgangspunkt i dine interesser
Tænk over, hvad du gerne vil arbejde med, og hvilke typer projekter virksomheden laver. Jeg valgte selv Bang & Beenfeldt, fordi de arbejder med mange forskellige renoveringsprojekter, og det giver mulighed for at prøve flere ting af. Overvej også virksomhedens størrelse, og hvad det betyder for din rolle. Jeg er fx glad for, at Bang & Beenfeldt er en mellemstor virksomhed, fordi det giver mig mulighed for både at få ansvar og have mange at sparre med.
2. Det er okay ikke at have valgt retning endnu
Jeg var selv i tvivl – og det er helt normalt. Mit råd er at kaste dig ud i det og bruge praktikken til at finde ud af, hvad der interesserer dig. Tag også til karrieredage. Det var faktisk sådan, jeg fandt frem til Bang & Beenfeldt og fik en god fornemmelse af både fagligheden og kulturen.
3. Tag ansvar for din egen læring
De 20 ugers praktik går hurtigt, så hav dine læringsmål med fra start. Jeg har selv løbende sagt til, hvis der var noget, jeg gerne ville prøve, og det er blevet taget godt imod. Jo mere ansvar du tager, jo mere får du ud af det. Jeg har som praktikant oplevet, at der bliver lyttet til ens ønsker.
4. Vær nysgerrig og brug dine kolleger aktivt
Sig ja til opgaver, stil spørgsmål og brug dine kolleger til sparring. Jeg har fået rigtig meget ud af at sparre med kolleger hos Bang & Beenfeldt – både fagligt og i forhold til mine kommende opgaver på 7. semester. Der er mange fagligheder samlet i huset og en åben, hjælpsom kultur, hvor man altid kan gå til hinanden.
5. Husk, at du er her for at lære
Du behøver ikke kunne det hele på forhånd. Vær åben, nysgerrig og byd dig til. Og husk at nyde det – praktikken går virkelig hurtigt. For mig har det også gjort en stor forskel at være et sted med et stærkt socialt fællesskab, hvor jeg hurtigt har følt mig som en del af både teamet og virksomheden.