Det blev et overbevisende ja til en markant udvidelse af den gamle københavnerejendom på Islands Brygge i vinteren 2018, da beboere og bestyrelse holdt ekstraordinær generalforsamling i andelsforeningen EIGI.

Taget trængte gevaldigt til en udskiftning og foreningen besluttede, at man i forbindelse med tagudskiftningen, lige så godt kunne drage fordel af situationen og gå et skridt videre i renoveringen. Det blev vedtaget, at omkring 30 andelsejere beboende på 4. sal skulle have udvidet deres lejlighed opad med såkaldte ”knopskydninger”. Ved at frasælge de næsten ubenyttede tørrelofter, var beboerne med til at finansiere det nye tag og putte i puljen for renoveringsprojektet. Beboere, som i flere år havde drømt om flere kvadratmeter, øjnede nu chancen for at få en etage mere samt mange ekstra kvadratmeter i deres lejlighed.

To af de beboere, der har været igennem renoveringsprocessen og som i dag råder over omkring 30 kvadratmeter mere, end de gjorde tidligere, er Mette og Helene. For dem har det været et spændende forløb, som har givet dem et ekstra værelse – og endda et værelse med masser af lys og luft.

Ekstra mange kvadratmeter

Mettes datter bor i dag sammen med en veninde i lejligheden, og samtidig har Mette erhvervslejemål i ejendommen, hvorfor hun har været en del af renoveringen fra første parket. Hun ser mange fordele i at etablere knopskydninger i de øverste etager, både for beboerne, men også for ejendommen som helhed:

”Det bedste er, at lejligheden har fået så mange ekstra kvadratmeter. Jeg tror også, at knopskydningen er blevet større, end vi havde regnet med og også bedre end forventet. Jeg havde frygtet, at vi ville få meget skrå vægge, men sådan er det ikke. Og så kan jeg enormt godt lide detaljerne med de fritlagte bjælker, så det ikke kun er et stort firkantet rum. Jeg synes, det er hyggeligt, at der er så mange detaljer”.

Mettes datter har valgt at indrette de ekstra kvadratmeter som soveværelse.

”Der er mange fordele for ejendommen. Niveauet bliver hævet, når en ejendom gennemgår så omfattende en renovering, og samtidig er det selvfølgelig superlækkert for fjerdesalslejlighederne. Vi har ikke haft mulighed for at sammenlægge lejligheder, så lejlighederne ville aldrig kunne blive større. Lige pludselig har det så alligevel været muligt at få større lejligheder med den her løsning. Og så er det jo enormt lækkert med lys og rum”.

 ”Der har været styr på det”

Beboer Helene har boet i ejendommen ved Islands Brygge i over ti år og hun har haft god udsigt til håndværkernes arbejde fra sin 4. salslejlighed. Da hun samtidig har hjemmearbejdskontor og derfor har været hjemme i dagtimerne, har hun haft et godt overblik over fremdriften i byggeriet:

”Jeg har haft indtrykket af, at der har været meget styr på det. Der har ikke været nogen, der har ”stået og lavet ingenting”. Det har været mit indtryk, fuldt ud”.

Håndværkerne var blot 14 dage om at åbne op for Helenes loft og få foretaget det arbejde i lejligheden, der skulle gøres.

”Knopskydningerne gik enormt let, der har ikke været noget at komme efter”, påpeger Helene.

Både Mette og Helene har haft meget kontakt med entreprenører og rådgiver i hverdagen, og de mener, at arbejderne har været hurtige til at reagere, når der har været noget:

”Jeg har fået information, når jeg har bedt om det – og det har været megarart. Entreprenører og rådgivere var hurtige til at svare. Der har også været en lokal intern facebookgruppe for beboerne, som har fungeret rigtig fint”, forklarer Mette.

Har været det hele værd

Begge beboere er enige om, at arbejdet har været det hele værd, også selv om arbejdet har inkluderet musikspillende håndværkere, inddragelse af legepladser i gården, manglende parkeringspladser i en periode og en del støv:

”Jeg har ikke ville været forløbet foruden. Det er jeg slet ikke i tvivl om”, siger Helene.

Rådgiver, entreprenør og beboer var også samlet ved overdragelsen af hver enkelte knopskydning, og der var her mulighed for at stille spørgsmål og efter Mettes udsagn ”spørge ind til hvad længden på søm og skruer er, så man ikke var i tvivl om noget”.

Hos Mette var de så begejstret for de ekstra kvadratmeter, at de valgte at fejre afslutningen af knopskydningsprojektet sammen med familien, hovedentreprenør, rådgiver og foreningens bestyrelse.

Bang & Beenfeldt var været totalrådgiver på projektet og det er blevet til i alt 24 flotte knopskydninger. Hovedstadens Bygningsentreprise har været hovedentreprenør. Der var i uge 8 officielt afslutning af projektet.

Du kan se de flotte resultater på billederne herunder.

 

Besøg vores sider: facebook linkedin