Masser af ansvar fra dag ét – hvis du vil

Mads Mønster Rudkilde på 23 er studerende på KEA. Han startede i Bang & Beenfeldt som praktikant og blev efterfølgende ansat som studentermedhjælper – og når han om få måneder er færdig på studiet, starter han i en fuldtidsstilling som bygningskonstruktør.

Mads Mønster Rudkilde på 23 er studerende på KEA. Han startede i Bang & Beenfeldt som praktikant og blev efterfølgende ansat som studentermedhjælper – og når han om få måneder er færdig på studiet, starter han i en fuldtidsstilling som bygningskonstruktør.

- Jeg er superglad for at være i Bang & Beenfeldt. Der er en afslappet kultur, hvor der er plads til at være sig selv. Der er en flad struktur og en uformel stemning, som betyder, at der fx ikke er krav til, hvilket tøj man har på – og hvor alle kan tale med hinanden. Man kan gå direkte til ledelsen og til sine ingeniør-, konstruktør- og arkitektkolleger, hvis man har brug for at vende noget, siger Mads om kulturen i den rådgivende ingeniørvirksomhed på Christianshavn.

Fra skole til byggeplads

Da Mads startede i praktik, fik han en mentor, som hjalp ham godt i gang:

- Jeg blev taget rigtigt godt imod. Jeg kom hurtigt med ud på sagerne, og fik hurtigt nogle små opgaver, som jeg selv kunne tage ansvar for – for eksempel tegne noget i Revit eller undersøge et brandkrav, siger Mads om den første tid og fortsætter:

- Det har været sjovt at komme med ud på byggepladser og besigtigelser og få fingrene i praksis. Mange af de ting vi lærer på studiet, får man først rigtig forståelse for, når man har været ude og få det mellem hænderne.

Samarbejde og ansvar hænger sammen

Ifølge Mads får man generelt god opbakning fra sine andre kolleger og projektledere, som har erfaring med byggestyring og projektledelse, og som har prøvet at stå med præcis samme spørgsmål som han selv, fx om hvilken mørtel, der er af bedst kvalitet, eller hvilken type skiffer, der er bedst til en given ejendom:

- Hvis man har lyst til at tage et ansvar, så får man lov til at tage masser af ansvar fra dag ét. Det er en af fordelene ved at være i et mellemstort firma som Bang & Beenfeldt. I starten fulgte jeg en af seniorprojektlederne og så ham styre projekteringsmøder og projekter, men nu kører jeg mine egne sager selvstændigt. Det er fedt, at der er mulighed for at tage det ansvar, for jeg ved, der altid er opbakning og sparring at hente på kontoret – og så bliver alt jo KS’et, så det hænger godt sammen, siger han og fortsætter:

- Generelt lærer man meget, fordi vi i Bang & Beenfeldt er så sammensatte som vi er: der er både nyuddannede og meget erfarne projektledere, der er både konstruktører, ingeniører og arkitekter. Og selvom man er nyuddannet, bliver der stadig lyttet til dig og det, du har at sige.

Bæredygtighed i praksis

I Bang & Beenfeldt arbejder man mest med renovering af den eksisterende bygningsmasse, og derfor er bæredygtighed en naturlig del af hverdagen, for det handler om, hvordan man kan bevare og renovere eksisterende bygninger, så de holder længst muligt:

- Når vi taler bæredygtighed, er det på skolen meget teoretisk, hvor det her i Bang & Beenfeldt er mere virkeligt, altså: hvordan kan vi faktisk implementere bæredygtige løsninger. Senest har jeg fx været med på et projekt, hvor vi har arbejdet med solceller, lar, lur og ventilation med genbrug af varm luft.

Vi kan godt lide at hænge ud sammen

I hverdagen får Mads rig mulighed for at passe studiet og eksamener, og den fleksisbilitet sætter han pris på. Alt i alt trives han fagligt og med balancen mellem studie og arbejde, fortæller han. Men hvad med det sociale?- Der er et par årlige fester, som Bang & Beenfeldt arrangerer, og det er altid hyggeligt. Men ellers arrangerer folk selv ting. Vi er forskellige typer med forskellig baggrund og derfor har vi også forskellige interesser. Den forskellighed er der god rummelighed over for, så man kan frit koble sig på de sociale arrangementer, man har lyst til. Det kan være alt fra fredagsbar, pride-fest og østers-tur i Vadehavet til løbekub og ironman – og her om nogle uger er der en flok, som skal ud og springe faldskærm samme. Det vidner jo bare om, at vi som kolleger godt kan lide at være sammen og hænge ud i fritiden.