Bæredygtighed

Bygge- og anlægssektoren er en af de absolut mest klimabelastende sektorer og tegner sig for op mod 40% af den samlede Co2-udledning. Mængden af ressourcer, der benyttes i byggeriet, herunder produktion og transport af byggematerialer, efterlader et alt for stort klimaaftryk.

Derfor har vi – især i byggesektoren – et ansvar for at rådgive bæredygtigt og for selv at træffe bæredygtige valg i hverdagen.

Renovering og vedligehold er det bæredygtige valg

I Bang & Beenfeldt beskæftiger vi os med den eksisterende bygningsmasse. Hver dag rådgiver og hjælper vi andels- og ejerforeninger med at vedligeholde og renovere deres ofte ældre ejendomme.

De mest bæredygtige bygninger er dem, der allerede er bygget: At renovere og vedligeholde de eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt er faktisk det mest bæredygtige, man overhovedet kan gøre.

For når man renoverer og genanvender materialer, tærer det mindre på kloden end når man producerer nyt og udvinder nye ressourcer.

Generelt har vi fokus på vedligehold og lang levetid, når vi rådgiver vores kunder om blandt andet energioptimering, energimærker og valg af byggematerialer.

Dermed er vi i vores daglige virke med til at bevare det eksisterende og sikre længere levetid på bygninger.