Certificér rådgiverne

Med DGNB-BIU har vi fået en måde at ”måle bæredygtigheden” på i en eksisterende ejendom - og ideen om at kunne certificere eksisterende bygninger giver umiddelbart rigtig god mening. Lad os endelig hjælpe private, som fx bor i en andelsbolig- eller ejerforening med at gøre det mere overskueligt at renovere bæredygtigt. Men når vi dykker lidt længere ned i detaljerne i DGNB BIU, melder sig et par spørgsmål, og det handler overvejende om, hvem der betaler for gildet.

Et fiktivt eksempel

Forestil dig følgende situation:

Du har købt en brugt bil – for eksemplets skyld et fiktivt bilmærke Voxda – og nu trænger bilen til at komme til service for at få et stempel i servicebogen. Du booker en tid hos værkstedet og betaler gladeligt for dit service. Inden du forlader værkstedet, spørger du til, om servicestemplet dækker for garanti frem til næste service, og hvorvidt arbejdet et udført i henhold til Voxda’s retningslinjer? Og så får du dette svar:

”du skal lige tegne en Voxda-certificerings-aftale, som koster 15.000 kroner årligt, før det kan komme på tale. Derudover skal du selv tjekke, at Voxda overholder betingelserne. Hvis de ikke gør, skal du selv betale igen.” 

Jeg er ret sikker på, at Voxda naturligvis ikke behandler deres kunder på den måde som i det fiktive eksempel. Men det er rent faktisk det, som DGNB-BIU svarer til i praksis, hvis vi sætter det lidt på spidsen. Og er det egentlig rimeligt at vi sender regningen til slutkunden? Det mener jeg ikke, det er.

Certificér rådgiverne

Det ville rykke mere og være langt mere fair, hvis man i stedet indfører certificering af rådgivere som os i Bang & Beenfeldt, der hver dag arbejder med renovering. Dermed ville certificeringen gå til de rådgivere, som formår at levere bæredygtig rådgivning om renovering og vedligeholdelse af eksisterende bygninger. Ganske som mærkeværkstederne naturligt har et ansvar for deres biler.  Og ganske som man certificerer inden for statik og brand i dag.

Bæredygtighed er komplekst

Når jeg foreslår en certificering af rådgivere handler det også om, at bæredygtighed er en meget kompleks størrelse, og at DGNB er ikke er svaret på alt, når det kommer til bæredygtighed. DGNB kan være en del af ”værktøjskassen”, og hos os i Bang & Beenfeldt har vi da også selv uddannede DGNB-auditors. Men når vi rådgiver en forening om renoveringstiltag, vurderer vi det med vores byggetekniske indsigt og årelange erfaring i bagagen. Og bæredygtighed bør være en integreret del af den rådgivning, som den professionelle part leverer.

Med en certificeringsordning ville rådgivere som os forpligte os til at yde rådgivning, som tager højde for kompleksiteten og den tredobbelte bundlinje på kundens vegne. Ordningen ville give de private kunder en sikkerhed for, at den rådgivning, de modtager, tager højde for alle de beslutninger, som skal træffes i en meget kompleks kontekst. Beslutninger, som træffes i samråd med en rådgiver, der løbende ville blive testet og vurderet for om deres rådgivning lever op til det komplekse spændingsfelt mellem nye metoder, materialer, processer og byggetekniske indsigt i eksisterende bygninger. 

En fair løsning for alle parter

DGBN-BIU er for nuværende den bedste ordning vi har, og det er fint. Men det er ikke fair at vi sender regningen til private uden byggeteknisk indsigt. Jeg håber, at man fra politisk hold får øjnene op for, at certificering af den professionelle part er en nødvendighed, hvis vi virkelig skal se en effekt på de bæredygtige dagsordner hos fx private andels- og ejerforeninger, der trods alt tegner sig for en anseelig del af den eksisterende bygningsmasse. Det ville være den smarte og langsigtede løsning – og den mest fair for alle parter.