Rådgivning siden 1974

Bang & Beenfeldt er en rådgivende ingeniørvirksomhed, der yder rådgivning i forbindelse med renovering og transformation af eksisterende ejendomme.

Fremtidens ejendomme står her allerede

Vi skal bevare og værne om de eksisterende ejendomme, så vi ikke behøver at rive ned og bygge nyt. Det er sund fornuft. Derfor beskæftiger vi os i Bang & Beenfeldt med renovering af den eksisterende bygningsmasse.

Vi rådgiver især andelsbolig- og ejerforeninger i København om renovering, vedligehold og ombygning af deres ældre ejendomme - men vi leverer også rådgivningsydelser til erhvervskunder, offentlige bygherrer og privatpersoner.

Vi fungerer typisk som ingeniør- og totalrådgiver på projekterne, vi kender hovedstadens ejendomme og byggeskikke indgående og er en seriøs og pålidelig samarbejdspartner med fokus på lange, gode relationer til vores omverden.

Gennem årene har vi hjulpet et væld af både professionelle og ikke-professionelle bygherrer med at transformere, renovere og vedligeholde deres ejendomme, så de også i fremtiden kan danne velfungerende rammer for dem, der bor, færdes og arbejder i dem.

Tværfaglighed sikrer høj kvalitet
Bang & Beenfeldt tæller i dag 60+ medarbejdere, som omfatter alt fra konstruktionsingeniører, installationsingeniører (VVS, EL og ventilation) over bygningskonstruktører, projektledere og energikonsulenter til arbejdsmiljøkoordinatorer og arkitekter.

Det giver et højt og bredt kompetenceniveau, der betyder, at vi selv løfter mange projekter i kraft af vores tværfaglighed. Det giver gode, gennemarbejdede projekter, og det sikrer høj kvalitet i udførelsen.

Rødderne solidt plantet på Christianshavn
Bang & Beenfeldt blev etableret i 1974 af civilingeniørerne Gorm Bang Olsen og Povl Bay Beenfeldt, og har alle årene haft rødderne solidt plantet på Christianshavn. Her er vi omgivet af smukke, gamle ejendomme af den slags, vi brænder for at tage godt hånd om. I dag leverer vi byggeteknisk rådgivning fra vores kontor i Daniscos gamle Sukkerfabrik på Langebrogade.